Vedtægter

Organisationens vedtægter er vedtaget på Dansk Lives generalforsamling. Seneste ændring er vedtaget på generalforsamling i forbindelse med Dansk Lives årsmøde den 4. april 2025.

§1.1 Foreningens navn er Dansk Live.

§1.2 Foreningen er hjemmehørende i kommunen, hvor foreningens sekretariat er registreret i CVR-registeret.

§2.1 Foreningens formål er som interesseorganisation at samle danske koncert- og festivalarrangører.

Udgangspunktet for foreningens arbejde er koncertvirksomhed og musikfestivaler med rytmisk programindhold. Inden for denne ramme er der stor plads til forskellighed.

§2.2 Dansk Live skal med foreningens arbejde:

  • Fremstå som den ledende politiske repræsentant og rådgiver for arrangører af koncerter, festivaler og lignende kulturbegivenheder.
  • Gøre det attraktivt at skabe koncerter, festivaler og kulturbegivenheder.
  • Udbrede kendskabet og forståelsen for samfundsbetydningen af et rigt musik- og kulturliv.
  • Varetage medlemmernes interesser på de områder, der til enhver tid er relevante.

§2.3 Til opnåelse af de angivne formål skal Foreningen tilstræbe:

  • at opnå den størst mulige indflydelse på beslutninger, der vedrører medlemmernes forhold, gennem synlighed og gennemslagskraft.
  • at yde den bedst mulige bistand til medlemmerne, blandt andet gennem informationsarbejde og rådgivning.
  • at samarbejde med andre nationale og internationale organisationer med henblik på at varetage medlemmernes interesser.

§3.1 Foreningen kan optage organisationer, der med kunstneriske og kulturelle ambitioner arrangerer koncerter og festivaler. Medlemmer skal kunne tilslutte sig foreningens formål og værdier.

§3.2 På baggrund af en motiveret ansøgning udarbejder sekretariatet en indstilling om optagelse til bestyrelsens stillingtagen og indplacerer medlemmet i den gældende kontingentstruktur.

§3.3 Generalforsamlingen har den endelige afgørelse af, hvorvidt en ansøgning om medlemskab kan imødekommes.

§3.4 Medlemskabet af Foreningen giver adgang til politisk interessevaretagelse, netværk, rådgivning samt deltagelse i interne arrangementer.

§3.5 Medlemmerne er forpligtede til at overholde Foreningens vedtægter samt værdier og medlemskodeks, der udarbejdes af bestyrelsen. Bestyrelsen kan træffe beslutning om eksklusion af et medlem, der groft eller gentagne gange overtræder Foreningens vedtægter, værdier eller medlemskodeks eller modarbejder Foreningens interesser og formål.

Et ekskluderet medlem kan kræve afgørelsen forelagt på den førstkommende ordinære generalforsamling, der træffer beslutning ved almindeligt stemmeflertal. Forelæggelsen for generalforsamlingen har ikke opsættende virkning.

§3.6 Udmeldelse af Foreningen kan alene ske skriftligt til den 1. januar med et forudgående varsel på mindst tre måneder. Bestyrelsen kan dispensere for denne tidsfrist.

§3.7 Hvis et medlem ophører, uanset årsagen hertil, har det ophørende medlem ikke krav på tilbagebetaling af kontingent.

§3.8 Medlemmer skal indsende de oplysninger, der danner grundlag for indplacering i den gældende kontingentstruktur. Hvis et medlem ikke indsender de ønskede oplysninger, kan sekretariatet fastsætte kontingentet skønsmæssigt på foreliggende grundlag.

§4.1 Medlemmer af Foreningen betaler et årligt kontingent, der kan fastsættes forskelligt for forskellige kategorier og medlemmer.

§4.2 Kontingentsatser udarbejdes af bestyrelsen og forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

§4.3 Pligten til kontingentbetaling indtræder fra og med den første i det kvartal, der følger efter optagelsen som medlem.

Hvis et medlem er i restance med kontingent i mere end tre måneder eller står foreningen i restance for andre ydelser, kan medlemmet efter skriftligt fremsendt krav om betaling ekskluderes som medlem. Eksklusion som følge af restance frigør ikke medlemmet for betalingsforpligtelsen.

§5.1 Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle Foreningens anliggender.

§5.2 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, så vidt muligt inden udgangen af juni måned.

§5.3 Datoen for generalforsamlingen varsles skriftligt med mindst seks ugers varsel.

§5.4 Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, skal være sekretariatet i hænde klokken 17.00 på dagen fire uger før den udmeldte dato.

§5.5 Generalforsamlingen indkaldes formelt med mindst tre ugers varsel. Indkaldelsen skal være skriftlig (herunder elektronisk varsel) og angive tid og sted samt dagsorden.

§5.6 Dagsordenen til den ordinære generalforsamling skal mindst omhandle følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent og stemmetællere

3. Bestyrelsens beretning om Foreningens virksomhed siden sidste ordinære generalforsamling

4. Godkendelse af regnskabet

5. Præsentation af budget og aktivitetsplan for året

6. Fastsættelse af kontingent mv. i henhold til den af generalforsamlingen besluttede kontingentstruktur

7. Indkomne forslag

8. Valg af bestyrelse og suppleanter

9. Valg af revisor

10. Eventuelt

§5.7 Dirigenten kan afbryde eventuelle drøftelser og udsætte generalforsamlingen i højst 14 dage.

§5.8 Der kan ikke på generalforsamlingen tages beslutninger i andre sager end de på dagsordenen opførte eller de, som naturligt har sammenhæng med disse.

§5.9 Over generalforsamlingens drøftelser føres et referat, som underskrives af dirigenten.

§5.10 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller når 1/3 af medlemmerne skriftligt har anmodet derom med nøjagtig angivelse af de spørgsmål, der ønskes drøftet. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 6 uger efter, at den skriftlige begæring er kommet Foreningens sekretariat i hænde.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med minimum otte dages skriftligt (herunder elektronisk) varsel og ledsages af en dagsorden.

§5.11 Medlemmer af foreningen uden restancer i kontingentet kan deltage i generalforsamlingen med det antal personer, de måtte ønske. Hver medlemsvirksomhed har en stemme.

Stemmeretten kan kun udøves ved personlig tilstedeværelse i generalforsamlingen.

§5.12 Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal.

§5.13 Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer støtter forslaget. Beslutning om Foreningens opløsning eller fusion med andre foreninger kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer støtter forslaget. Eventuel opløsning sker efter selskabslovens regler om likvidation, og et eventuelt overskud udloddes af likvidator til opfyldelse af Foreningens formål.

§5.14 Ved valg til bestyrelsen skal den stemmeberettigede afgive et antal stemmer svarende til det antal medlemmer, der skal vælges til bestyrelsen jf. § 6.5.

§6.1 Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af Foreningen. Bestyrelsen består af ni medlemmer og skal være alsidigt sammensat med repræsentation fra et bredt udsnit af foreningens medlemstyper. Det skal desuden tilstræbes, at bestyrelsen har komplementære kompetencer svarende til foreningens behov og udvikling.

§6.2 Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Kandidater til bestyrelsen skal være anmeldt skriftligt til Foreningens sekretariat senest to uger forud for generalforsamlingen. Valgbar til bestyrelsen er personer, der er direktør, ledende medarbejder eller bestyrelsesmedlem i en medlemsvirksomhed. Bestyrelsesmedlemmer kan genvælges op til fem på hinanden følgende gange.

§6.3 Bestyrelsen kan med henblik på at sikre sig kompetencer jf. §6.1 udpege et-to bestyrelsesmedlemmer. Eventuelle eksterne medlemmer præsenteres til generalforsamlingen.

§6.4 Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. De nyvalgte medlemmer af bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning. Et medlem udpeget i forlængelse af §6.3 udpeges ligeledes for to år.

§6.5 Bestyrelsen skal have mindst to repræsentanter for festivaler og mindst to repræsentanter for koncert- og spillesteder.

§6.6 Ved generalforsamlingen i ulige år vælges fem bestyrelsesmedlemmer, og på generalforsamlingen i lige år vælges fire bestyrelsesmedlemmer.

§6.7 På generalforsamlingen vælges hvert år to suppleanter. Suppleanter vælges for et år, og der vælges jf. § 6.5 én suppleant, der repræsenterer en festival og én suppleant, der repræsenterer et koncert- eller spillested. Ved et bestyrelsesmedlems udtrædelse af bestyrelsen indtræder den suppleant, der bedst repræsenterer samme medlemstype som det udgående medlem. Hvis en suppleant indtræder i bestyrelsen, sker det for den resterende del af det udtrædende bestyrelsesmedlems valgperiode.

§6.8 Bestyrelsen konstituerer sig senest fire uger efter generalforsamlingen med en bestyrelsesleder og en vicebestyrelsesleder, som udpeges for et år ad gangen.

§6.9 Afgår bestyrelseslederen inden udløbet af sin valgperiode, vælger bestyrelsen blandt sine medlemmer en ny bestyrelsesleder for den resterende valgperiode.

§6.10 Hvis et bestyrelsesmedlem ikke længere opfylder valgbarhedsbetingelserne, skal den pågældende udtræde af bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for dette forhold.

§7.1 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer deltager i mødet, herunder bestyrelsesleder eller vicebestyrelsesleder. Beslutninger på bestyrelsesmøder træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er bestyrelseslederens, og i dennes fravær vicebestyrelseslederens stemmer afgørende.

§7.2 Bestyrelsen mødes mindst fem gange årligt. Øvrige møder skal afholdes når bestyrelsesleder eller en vicebestyrelsesleder finder det nødvendigt.

§7.3 Efter bestyrelsens møder udarbejdes et referat, der efterfølgende godkendes af bestyrelsen.

§7.4 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§7.5 Med henblik på samling og koordinering af medlemsinteresser kan bestyrelsen nedsætte og nedlægge særlige fag- og politikudvalg, hvor medlemmer og eventuelle eksterne repræsentanter kan indgå.

Fag- og politikudvalg er generelt rådgivende for sekretariatet og bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer er berettiget til at indtræde som medlemmer af fag- og politikudvalg, hvortil de har branchemæssig tilknytning.

Fag- og politikudvalg konstituerer sig med en udvalgsleder.

§8.1 Bestyrelsen ansætter en direktør til at forestå den daglige drift af Foreningens.

§8.2 Den daglige ledelses’ ansættelsesvilkår og løn fastlægges af bestyrelsen, der ligeledes beslutter en funktions- og stillingsbeskrivelse for direktionen.

§9.1 Foreningens tegnes af:

bestyrelsesleder eller vicebestyrelsesleder i forening med en direktør, af to bestyrelsesmedlemmer, eller af hele bestyrelsen i forening.

§9.2 Medlemmerne hæfter ikke for Foreningens forpligtelser. Ved aftaler indgået af Foreningens forpligtes og berettiges alene Foreningen.

§9.3 Medlemmerne har intet krav på Foreningens formue ved medlemskabets ophør.

§10.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§10.2 Revision af Foreningens regnskaber foretages af en af generalforsamlingen valgt revisor.

§10.3 Regnskabet skal forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§11.1 Tvister om anvendelsen eller fortolkningen af vedtægterne på generalforsamlingen afgøres af den på generalforsamlingen valgte dirigent.

§12.1 således vedtaget på den ordinære generalforsamling 15.03.24 og træder i kraft ved generalforsamlingens afslutning.