7. maj
2019
2019
Hvordan påvirker musik vores hjerne og følelser? Det undersøger kampagnen, Music Against Drugs, under overskriften, ’Under The Influence of Music’. Kampagnen sætter fokus på, hvordan man kan aflæse i vores ansigter, at vi bliver påvirket af musik.
Music Against Drugs er drevet af Sundhedsstyrelsen, Roskilde Festival og Dansk Live, og er en årligt tilbagevendende holdningskampagne. Kampagnen skal forebygge brug af rusmidler i musikmiljøer, og demonstrere, at musikken er en rus i sig selv. Indsatsen er bygget op omkring, at en lang række af landets festivaler og spillesteder løfter i flok og understøtter det vigtige budskab med fysisk og online materiale.Livemusik, JADA og de syv grundfølelser
Kampagnen vil i år undersøge, hvordan vi bliver påvirket af de syv grundfølelser, når vi oplever livemusik, og hvordan man kan se det i vores ansigter. Vores ansigter afslører nemlig de syv grundfølelser; glæde, tristhed, vrede, afsky, frygt, overraskelse og foragt når vi er under påvirkning af musik. I forbindelse med en koncert med JADA på VEGA i København, fulgte kampagnen en gruppe JADA-fans, filmede deres ansigter og analyserede efterfølgende deres ansigtsudtryk. Udgangspunktet var at finde samtlige syv grundfølelser, og blandt publikums ansigter, var der udpræget glæde. Det er det eksperiment, der blandt andet tages udgangspunkt i kampagnevideoen, der kan ses her.