23. mar
2026
2026
Startskuddet er lydt for Dansk Live Ung. Med over 100 forventningsfulde unge fra 21 forskellige koncertsteder skal forløbet, der løber over de næste syv måneder, styrke fremtidens kræfter i den danske livesektor gennem netværk, faglig viden og fællesskab.
Efter en opstartsfase i samarbejde med en række af landets koncertsteder, er startskuddet gået til Dansk Live Ung. Projektet, der løber fra februar til oktober, samler unge frivillige i et fællesskab med fokus på at ruste dem med både praktiske værktøjer og et stærkt nationalt netværk.
Tre bootcamps og faglig indsigt
Forløbet er ambitiøst sammensat og kombinerer teoretisk viden med praktisk erfaring fra en række kompetente koncertarrangører. Deltagerne i Dansk Live Ung kan også se frem til tre festivalbesøg med bootcamps på henholdsvis SPOT Festival, Roskilde Festival og Smukfest. Sideløbende med de store begivenheder gennemføres seks kursusgange fokuseret på tre centrale temaer:- Teknik og visuals: Opsætning af lyd, lys samt teknisk afvikling
- Ledelse og booking: Fra ideudvikling til projektplanlægning
- Video og content: Formidling og digital synlighed.

En historisk samling af frivillige
Det er første gang Dansk Live samler frivillige på tværs af hele landet i så stort et format. For Alexander Rastén Rydberg, der er projektleder på Dansk Live Ung og diversitetsansvarlig i Dansk Live, har de første møder allerede vist projektets potentiale: “Det er fedt at samle så mange frivillige fra så mange koncertsteder. At kunne mærke koncertarrangørernes engagement i det her projekt, glæden og den energi, som de frivillige kommer med. Det er jo vitterligt første gang, vi samler frivillige på tværs af hele landet på den her måde, og det er første gang, de møder hinanden. Det giver en klar fornemmelse af, at vi har fat i noget”, siger han.
Fokus på stærke ungemiljøer
Formålet med Dansk Live Ung er at understøtte de unge frivillige direkte ude på koncertstederne. Ved at styrke de lokale ungemiljøer kan koncertstederne blive endnu mere attraktive platforme for frivilligt engagement, hvilket er essentielt for livesektorens udvikling. Dansk Live Ung kulminerer i efteråret med et omfattende program på Dansk Lives Efterårsseminar i oktober. Her vil de mange erfaringer og nye kompetencer blive delt med danske festivaler og koncertsteder. Dansk Live Ung er støttet af Nordea-fonden. Læs mere om Dansk Live Ung her.