Tidssvarende støttemodeller for landets koncertsteder
Det danske musikliv er i verdensklasse. Hvis det skal blive ved med at være det, kræver det tilstrækkelig finansiering og støtteordninger, der følger med tiden.
Det danske musikliv er rigt og varieret. Landets mange koncertsteder sikrer os alle adgang til livemusik af høj kunstnerisk kvalitet uanset om vi bor i store eller små byer. Koncertstederne er afgørende for musiklivets udviklingsmuligheder og arbejdspladser, ligesom de bidrager markant til lokalmiljøerne og den samlede sammenhængskraft i Danmark.
En kerneværdi for danskerne
Danskernes opbakning til koncerter er stærk. Fire ud af ti danskere går hvert år til koncert i hele landet, og spørger man danskerne er det værdifuldt med levende musik tæt på deres bopæl.



Livemusikken skaber nærhed, tilhørsforhold og lokale mødesteder, hvor mennesker kan samles på tværs af alder, baggrund og interesser. Det styrker den sociale sammenhængskraft.
Vores koncertsteder er rygraden i et rigt og varieret dansk musikliv. De sikrer, at danskerne har adgang til livemusik af høj kunstnerisk kvalitet i hele landet. Hvis koncertstederne fortsat skal kunne investere i det nye vækstlag, skabe arbejdspladser og tage kunstneriske chancer, kræver det statslige støtteordninger, der følger med tiden. Vi har brug for tidssvarende rammer og tilstrækkelige midler i puljerne, så vi ikke lader potentialet i dansk musikliv stå uindfriet tilbage.
– Esben Marcher, direktør i Dansk Live
Det arbejder vi for
Dansk Live arbejder opsøgende og politisk for et gennemgribende servicetjek af musikloven og en opdateret musikhandlingsplan. Vi kæmper for, at støttemodellerne tilpasses nutidens live-økonomi gennem tre helt centrale forandringer:
Langsigtet finansiering
Fireårige musikhandlingsplaner og skiftende politiske fokus begrænser langsigtet strategisk arbejde på koncertsteder.
Vi arbejder for længerevarende og stabile finansieringsrammer til støtteordningerne. Det giver koncertstederne mulighed for at fokusere på talentudvikling, infrastruktur og langsigtede projekter.
Et generelt og reelt økonomisk løft af støttepuljer
Den moderne levende musik er blandt den mest besøgte kulturform herhjemme. Samtidig er det området med absolut mindst offentlig støtte.
Vi arbejder for en reel fremskrivning af de statslige bevillinger, så midlerne følger med tiden. Den offentlige støtte bør afspejle den reelle økonomiske og sociale samfundsværdi, som koncertstederne skaber i hele landet.
Bedre adgang til støtte til drift og udvikling
Mange koncertsteder er små organisation med begrænsede ressourcer. Det udfordrer arbejdet med reel og langsigtet udvikling.
Flere koncertsteder bør have adgang til de offentlige puljer der giver midler til drift og udvikling af organisation og indhold.
Støttemodeller virker
Koncertstederne er støttet af både stat og kommune. Det gælder uanset hvilken støttemodel de modtager støtte fra. Det er en kæmpe styrke ved vores hjemlige musikliv. Støtten muliggør at koncertstederne kan løfte en lang række opgaver, som sikrer et levende og aktivt musikliv lokalt og nationalt.
Støttemodellerne sikrer blandt andet at koncertstederne præsenterer nye artister og smalle genrer, som endnu ikke har et publikum der gør, at koncerterne er økonomisk bæredygtige. Det sikrer, at fremtidens store stjerner har mulighed for at spille koncerter i hele landet selvom billetindtægterne ikke dækker omkostningerne.
Aktiviterne på koncertstederne sikrer også, at både lokalbefolkning og det lokale musikliv møder musikken. Det skaber direkte værdi for koncertstedernes omkringliggende samfund.
Det handler i bund og grund om at give koncertstederne råderum til at tage kunstneriske chancer. Støttemodellerne er ikke bare tal i et budget; de er forudsætningen for, at nye talenter kan møde deres publikum.
– Esben Marcher, direktør i Dansk Live
Publikationer
Find Dansk Lives seneste befolkningsundersøgelse om danskernes forhold til og brug af livemusik lokalt og nationalt og andre publikationer her.