Ikoniske spillesteder styrtbløder – behovet for genåbningspakke er afgørende

19. maj
2020

Situationen er kritisk hos flere af landets ikoniske spillesteder, og behovet for hjælp er akut, både nu og i den kommende genåbningsfase, mener Dansk Live.

Alt imens store dele af landet nu åbner igen, og borgerne får deres hverdag tilbage, er udsigterne til at opleve livemusik på spillestederne fortsat lange. Efter mere end to måneder med tvangslukning er situationen samtidig gået fra slem til kritisk hos flere aktører. Ikoniske scener som VEGA, Culture Box og Hotel Cecil i København, samt TRAIN i Århus og Skråen i Aalborg er i øjeblikket så pressede, at udsigterne til en genåbning ikke er nok til at forbedre situationen. Skal spillestederne samtidig imødekomme myndighedernes eventuelle restriktioner ved genåbning i form af nye publikumsbegrænsninger, står de overfor et problem, der langt overstiger det at være tvangslukkede, nemlig at de vil tabe endnu flere penge. Marginalerne i koncertøkonomierne er små, og budgetterne oftest baseret på at kunne operere i husenes fulde kapacitet.

Fra kompensations- til genåbningspakke

Spillestederne har allerede nu mistet årets forårssæson. Nu står de overfor en genåbning, der formentlig vil byde på restriktioner og deraf følgende mistede indtægter og øgede omkostninger. Det betyder, at der er behov for hjælp til spillestederne både frem til genåbningen og i tiden efter. Dansk Live ser et stærkt behov for en økonomisk genåbningspakke til landets spillesteder: ”Man må forstå, at mange spillesteder er baseret på et meget højt aktivitetsniveau, hvor kapaciteten udnyttes maksimalt, for at tingene kan løbe rundt. Hvis man kun kan få en mindre andel af sine normale gæster tilbage til august, vil det presse den i forvejen kritiske økonomi yderligere. På den måde er der både behov for at de eksisterende kompensationsordninger forlænges, og at der etableres en genåbningspakke, når spillestederne kan komme i gang igen”, siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live. Og det er ikke kun spillestederne, der har brug for at koncertdriften kommer tilbage, understreger Esben Marcher: “For alle de implicerede i og omkring musikken er det afgørende, at vi får gang i koncerterne igen. De mange optrædende og deres underleverandører er også ramt hårdt ramt af situationen og har brug for at spillestederne igen kan sætte koncerter på scenen.”

Læs også:

Se alle nyheder
9. oktober 2026

Nye byggeregler for festivaler og midlertidige arrangementer sendt i høring

Et udkast til et nyt bygningsreglement for midlertidige arrangementer og konstruktioner er nu sendt i høring. Det er et nybrud for festivaler og arrangører, og…

Læs mere
9. oktober 2026

Midler til musikhandlingsplan på regeringesfinanslovsforslag

Regeringens forslag til finanslov for 2027 afsætter supplerende midler til en ny musikhandlingsplan. Dermed fortsætter finansieringsniveauet fra tidligere. Dansk Live hilser udmeldingen velkommen, og opfordrer…

Læs mere