Vaccinationsplan bringer håb, men kalder på en genåbningsplan

8. jan
2021

Den nye vaccinationsplan, der indikerer, at alle voksne borgere er vaccineret d. 27. juni 2021, bringer håb for sommerens arrangementer. Men der er fortsat alt for mange ubekendte for livebranchen, der efterlyser en klar genåbningsplan.

I fredags blev sundhedsmyndighedernes vaccinationsplan præsenteret, hvor det forventes, at alle voksne borgere, der kan og vil vaccineres, er vaccineret inden udgangen af juni. Sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher, ser den nye vaccinationsplan som et positivt og meget vigtigt skridt på vejen mod genåbning, men savner konkrete planer – også for de kommende måneder: ”Vaccineplanen giver i den grad lys for enden af corona-tunnellen, men alt for meget står stadig hen i det uvisse, og vi savner konkrete planer for genåbning og ikke mindst viden om, hvordan vi gør indtil d. 27. juni. Vi har brug for hurtigst muligt at kunne finde nogle fælles løsninger med myndighederne.”

Vacciner kan ikke stå alene

I forbindelse med vaccinationsplanerne arbejder myndighederne på at udvikle et såkaldt vaccinepas, så man ved deltagelse til større arrangementer kan fremvise, at man er blevet vaccineret. Ideen er, ifølge Esben Marcher god, men kan ikke stå alene. ”Vi drømmer om en bredere løsning, der kan vise, at man enten er blevet vaccineret, har antistoffer i blodet eller en negativ test. Det er vigtigt, at vaccinerne ikke er det eneste, vi sætter vores lid til. Der er trods alt mange, der ikke kan blive vaccineret – og så er der altså stadig meget lang tid til 27. juni.”

Læs også:

Se alle nyheder
9. oktober 2026

Nye byggeregler for festivaler og midlertidige arrangementer sendt i høring

Et udkast til et nyt bygningsreglement for midlertidige arrangementer og konstruktioner er nu sendt i høring. Det er et nybrud for festivaler og arrangører, og…

Læs mere
9. oktober 2026

Midler til musikhandlingsplan på regeringesfinanslovsforslag

Regeringens forslag til finanslov for 2027 afsætter supplerende midler til en ny musikhandlingsplan. Dermed fortsætter finansieringsniveauet fra tidligere. Dansk Live hilser udmeldingen velkommen, og opfordrer…

Læs mere