Unge får støtte til at sige nej til stoffer på Roskilde Festival

1. jul
2025

Sundhedsstyrelsen kører denne sommer en ny kampagne mod opioider og andre stoffer. Kampagnen, der er blevet til i samarbejde med Dansk Live og Roskilde Festival, rulles ud på otte festivaler, heriblandt Roskilde Festival, som en del af regeringsudspillet Ungdom uden opioider.

Dette års Roskilde Festival bliver det med besøg af Sundhedsstyrelsens nye kampagneindsats, der skal hjælpe unge med at sige nej til stoffer. Kampagnen er udviklet i samarbejde med Roskilde Festival og Dansk Live. De fleste unge tager på festival uden at bruge stoffer, og det skal de gerne holde fast i. Derfor er kampagnens budskab: Der findes ikke et eneste dårligt nej til stoffer. Festivaldeltagere kan møde kampagnen både på digitale skærme, sociale medier, på bannere og i camp-områderne, hvor kampagnens ’Nej-patruljer’ går rundt og tager snakken om stoffer, grænser og fællesskab. De uddeler samtidig midlertidige Nej-tatoveringer ud – et koncept, der har vist sig særdeles populært på Jelling Musikfestival, som kampagnen besøgte tidligere denne sommer. ”Vi ved, at når mange unge mennesker er samlet ét sted, kan der opstå en boble, hvor man føler sig usårlig og får lyst til at prøve noget, man ellers ikke ville. Men med stoffer – og opioider – kan konsekvenserne være alvorlige og langvarige. Her kan man ikke bare sige, at ’what happens at Roskilde, stays at Roskilde’.  Derfor er vi her for at bakke unge op i at sige nej – på den måde, der føles rigtig for dem,” siger Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen. “Samarbejdet med Sundhedsstyrelsen giver de deltagende festivaler mulighed for at hjælpe deres gæster med at sige nej til stoffer. Og den gør det tilmed på en måde, hvor publikum engageres og kan bygge videre på forskellige måder at sige nej på. Jeg glæder mig til at se kampagneindsatsen og aktiviteterne bredt ud til flere festivaler over sommeren og næste år”, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live. 
Foto: Jonas Egenart, direktør i Sundhedsstyrelsen, og Esben Marcher, direktør i Dansk Live, på besøg på Roskilde Festival i forbindelse med kampagnen.
Festivalindsatsen er en del af regeringsudspillet Ungdom uden opioider, og Sundhedsstyrelsen kører i år kampagnen i samarbejde med otte festivaler fra maj til august: Jelling Musikfestival, Skive Festival, Nord-Als Musikfestival, Vig Festival, Kløften Festival, Bork Festival, Wonderfestiwall og altså Roskilde Festival. Erfaringerne fra 2025 skal bruges til at udvide og styrke indsatsen yderligere i 2026 og 2027. Læs mere her. 

Læs også:

Se alle nyheder
9. oktober 2026

Nye byggeregler for festivaler og midlertidige arrangementer sendt i høring

Et udkast til et nyt bygningsreglement for midlertidige arrangementer og konstruktioner er nu sendt i høring. Det er et nybrud for festivaler og arrangører, og…

Læs mere
9. oktober 2026

Midler til musikhandlingsplan på regeringesfinanslovsforslag

Regeringens forslag til finanslov for 2027 afsætter supplerende midler til en ny musikhandlingsplan. Dermed fortsætter finansieringsniveauet fra tidligere. Dansk Live hilser udmeldingen velkommen, og opfordrer…

Læs mere